Artikler og litteratur

Kunst og Salmesang

"At gøre egne Rørelser til Genstand for kunstnerisk Behandling strider imod Kirkemusikens Væsen. Kunsten som absolut Kunst har ingen Plads i Kirken, og at fremkalde Stemninger eller fremstille Stemninger er aldrig Kirkemusikens opgave" - Saaledes siger Laub exempelvis i sin Bog "Om Kirkesangen" (1887). Herudfra fordømmer Laub og Laubianerne, Tilhængere af "den rette Kirkestil", den saakaldte "Romantiske Kirkesang" i det 19. Aarhundrede hvis Talsmænd i første Række her hjemme var Gade og Hartmann. - Til Belysning heraf behøver jeg blot f.Eks. at citere fra en af Provst Warmings Artikler: "Det 19. Aarhundredes større Halvdel, denne Musiktid skabte Romancen, den stærkt følelsesfulde stemningsrige Sang; et selvstændigt Kunstværk ved Siden af Poesien. Det er klart, at denne Musik ikke egner sig til Kirke og Menighedsbrug, hvor Musiken kun er tjenende for Ordet. Det bliver man da ogsaa stadig mindet om i Kirkerne gennem det frie Orgelspil, der meget tiere minder om Schubert, Mendelsohn og Wagner, end om den sande Kirkemusik (sic!) saa man føler sig hensat til et Teater eller en Koncertsal".

Citatet karakteriserer tilstrækkeligt Laubianismens Holdning overfor den "kunstneriske" Kirkesang. Men nu Fundamentet for denne: Laub's hele Indsats som netop godt kan rummes i ovennævnte Passus fra hans Bog: Hvorledes er det med selve Grundlaget for denne Paastand? Er den rigtig? Som det fremgaar af følgende, kan her i hvert fald kun blive Tale om en Smagssag. Historisk har hans Postulat ingensomhelst Hjemmel. - Kristus selv var en Stemningskunstner. [Note 1]. Hør hvorledes Richard Wagner og vor egen Niels W. Gade siger derom: "Held os" siger Wagner, ["]om vi med en ren Bevidsthed kan holde vort Sind aabent for Formidleren i dette sønderslaaede ophøjede: om vi gennem Kristus - denne Verdenstragediens kunstneriske Digter - beroligende kan lade os lede over i forsonende Følelse for dette Menneskeliv. Denne digteriske Præst, han vil ogsaa lede os over i hint genfødte Liv for der at vise os alt forgængeligt i sin Lignelses ideale Sandhed. - Nu byder Frelseren os selv at lade vor Længsel, vor Tro, vort Haab tone og klinge. Som sit ædleste Arvegods efterlod den kristne Kirke os den alt klagende, alt sigende tonende Sjæl i den kristne Religion. Svævende gennem Tempelrummene bør det denne hellige Musik livsvækkende at gennemtrænge hvert Rum i Naturen, lærende den efter Forløsning trængende Menneskehed et Nyt Sprog... Udover alle Tankers Begreber aabenbarer denne Tonedigteriske Seer os det uudsigelige: Vi ane, ja vi føle og ser at ogsaa denne tilsyneladende urokkelige Villies Verden kun er en Tilstand, der maa vige for det ene: " Jeg ved at min Frelser lever!" ("Religion & Kunst" 1880). - I samme Retning udtaler Gade sig: "Jeg mener ikke, at Digteren skal staa som Skolemester for mig og indprænte mig den og den Læresætning -, thi da vilde Læredigtet være den eneste berettigede Kunstform for en Digter, - nej, tværtimod, han skal indklæde Lærersætningen (Moralen eller Kunstværkets Idé) i en tiltalende Skikkelse -, saaledes gjorde vor Herre og Frelser jo selv, idet han oftest lærte sine Disciple og Tilhørere ved Parablen (Poesien). Derved tiltales ikke alene Forstanden, men ogsaa Følelsen og Fantasien". Hør endvidere f.Eks. Viktor Rydberg i sine Forelæsninger: "I Jesu Ord finde vi saa meget, der taler om det fineste og inderligste Blik for Naturens Skønhed og Naturgenstandenes Symbolik". - Tænk paa Gøthe: "Alle Religion sei Kunst" etc. etc.

Den historiske Kirke blev en Stemningskirke, en kunstnerisk udsmykket Kirke. - Kirken omkring den efterapostolske Tid, ja før, var præget af Grav-Kunst [note 2] og Mysterievæsen. Den katolske Kirke fremtraadte ved et 13.-14. Aarhundrede med Kunsten som kirkeligt Symbol: Passionsstemningen, Mysterieskuespillene, Kristusmystik. - I Renæssancen stod Maleriet som fuldgyldigt Stemningsredskab til Religionens Anskueliggørelse, tænk blot paa alle disse Kirkebilleder, Leonardo's, Raphael's, Ferrari's, Bellini's, Michel Angelo's, Correggio's, Signorelli's o.s.v. Se f.Eks. paa Perugino's "Pieta" (i S. Pietro i Perugia). Det er da saa sandelig ogsaa Kunst, Stemningskunst, i sig selv en kirkelig Protest mod Paastanden om at Kunst og Stemning ikke hører hjemme i Gudstjenestemusikens Oprindelse, naar intet egentlig taler for, at denne sidste fra dens første Begyndelse skulde være i afgjort Modstrid med Malerkunstens kirkelige Indsats. Selv de af Laub lovpriste Grundtvigske Salmer er jo tidt meget stemningsfulde.

Laub omtaler Musikens Udvikling fra det 16. Aarhundrede som "verdslig", altsaa "ukirkelig", og Laubianerne (Bangert, Wøldike, Warming, Foss etc.) er straks parat til ogsaa at rubricere "Romantikken" derunder. For Osv. Spengler derimod staar exempelvis Musikens Udvikling fra det 16. Aarhundrede, som Afløser af den kulminerende (ogsaa kirkelige) Malerkunst: "Saa snart Fresko og Oliemaleriet har ophørt at være herskende Kunstarter, begynder den tætte Række af Musikens store Mestre". - At Musiken ikke helt naaede den kunstneriske Plads i Kirken som Maleriet gjorde, skyldes netop Musikens sene Udvikling, i hvert Fald næppe nogen Kirkemusikalsk Afgrænsning f.eks. i Rennæssance-Kirken, snarere, at Musiken som sjæleligt Udtryksmiddel dengang stod saa langt tilbage for Malerkunsten. Alt taler for, at hvis Kunst-Musiken fra det 19. Aarhundrede var opstaaet i Renæssancen, da havde den Tids Kirke konsekvent under Henblik paa Kunsten som kirkeligt Symbol, - ogsaa taget den religiøse malende Musik-Art i sin Tjeneste, og vi havde da nu historisk kunnet begrunde, at denne Musik netop maatte kunne betegnes som kirkelig i Ordets historiske Betydning ligesaa vel som eller endog maaske mere end Palestrina. - Det 19. Aarhundredes Salmesang, Koralen, og herhjemme tillige den kirkelige, folkelige Romance - begge tilsammen et tydeligt smukt Udtryk for Dobbeltheden: Strenghed og Mildhed hos de kristnes Gud - var da ogsaa en Slags naturlig musikalsk Udløber af den historisk-kirkelige kunstneriske Indstilling. - Der er saaledes intet der taler for, at Wagners "Parsifal-Forspil" og Gade's "Den hellige Nat" er mindre "kirkelig" end Tintorettos Alterbilleder (Henry Thode paaviser ogsaa dette), og at det frie Orgelspil ved Gudstjenesten ikke bør fortsættes i denne Retning, - hvis det er muligt: Det er nemlig ikke noget, man løber til, medens det Laubske Stil-Spil [note 3] kan læres af saa godt som enhver Orgelelev, lige saa godt som den store og lille Tabel. Her gælder det blot: ingen parallele Kvinter, rene Grundaccorder, - : Facit: "Den rette Kirkestil"! - Kan godt være, at Laub's Salmesang er en Parallel til oldkristelig Billedkunst [note 4], men se blot paa Correggios og Lottos Kirkebilleder, eller paa Perugino's Madonna-Alter fra Certosa-Kirken: Er dette blot "Andagtskunst" i Ordets oprindelige Betydning? Alt er jo her Følelse, Stemning: Hvor kunstnerisk skønt! Saaledes er det jo ogsaa med den saakaldte "romantiske Kirkesang's" bedste Melodier [note 5]. Intet taler jo for, at Menighedssang, som L. paastaar under Henvisning til den ældste Kirkesang "kun skal være et enfoldigt Ja og Amen til Ordene" [note 6].

Med andre Ord: Der kan nærmere beset næppe være Tvivl om, at den stemningsfulde (romantiske) Kirkesang hører hjemme i Kirken. Laub skriver i sin Bog "Musik og Kirke" (1920): "Der skal ikke skabes Stemning ved Gudstjenesten, den er der i Forvejen. Kan Orgelet hjælpe til at frembære denne, har det en stor Gerning. Alt hvad der er derudover er Koncert. Vi kommer jo ikke sammen for at høre Musik" - Men Konklusionen, heraf maa logisk blive, at vi kommer jo heller ikke i Kirke for at "se". - Altsaa er Kirkens Udsmykning helt unødvendig. Men det kan vist ikke være Meningen. Kirken har jo da netop tolereret Leonardo da Vinzi's og Michelangelo's dramatiske Skikkelser. Laub fortæller i samme Bog om en Pave, der udbrød om Palestrinas Messe "Dette er det himmelske Jerusalems Sange", og giver Paven ubetinget Ret. Men - er Roms historisk-kirkemusikalske Indstilling afgørende, vilde det være logisk ogsaa at mindes Nietzsche's Ord: "Wagner's Parsifal er Roms Tro uden Ord". Og Nietzsche havde sikkert god musikalsk Forstand paa at dømme derom - han var jo ogsaa "Fagmand" d.v.s. Komponist, hvilket omtalte Pave vel næppe har været.

Tydelig nok er her dog paa ingen Maade derved Tale om at gøre Kirken til Koncertsal. Mener man alligevel dette, kan man ogsaa godt paastaa at Kirken er Kunst-Galleri - og ikke "Kirke", naar den prydes med kristelige Malerier. Ingen vil dog vel for Alvor insistere, at disse ikke hører hjemme i Kirken. - Laub's og Laubianernes Udsagn om, at kun Palestrina, Eccard og "gregoriansk Salmesang" er Kirkemusik "i Ordets egentlige Betydning", er i hvert fald ganske uden om den historiske Kirkes Holdning til Kunsten, som han jo dog beraaber sig paa. Den saakaldte "verdslige" Musikudvikling medførte i sine bedste Øjeblikke slet ikke Kirkemusikkens Undergang, tværtimod. Det er Laubs egen Mening, som her diktatorisk gør sig gældende, endog selvmodsigende, thi hvorledes kan Modstanderen af Kunst i Kirken overhovedet tolerere Palestrinas Kunstsang som kirkelig? - Og selv om "den gamle Kunstsang", Palestrina, som Laub paastaar, "var et Udtryk for, hvad der laa Menigheden paa Hjerte" fremfor den senere, som Laub mener "lokker" til at gøre sig gældende paa forfængelig Vis, hvor er det da muligt her at trække Grænsen mellem "Menigheds-Sind" og "Forfængelighed"? "Alt er Forfængelighed", siger Prædikeren, mere eller mindre ganske vist, og Menighedssindets Indstilling i denne Retning er næppe væsentlig betinget af selve Kirkesangen. Derimod - : Menighedens rette (kristne) Forhold til den "romantiske" danske Kirke-Stil (Hartmann, Winding etc.) kommer exempelvis sikkert det egentlige kristne Ideal nærmest - musikalsk set. - Den urimelige Laubianisme maa have en Ende. -

"Man kan næppe male Kristus", sagde Wagner engang (1882) foran Tintoretto's "Korsfæstelsen" - "men man kan udmale ham i Toner". Ja, dette Udraab, og ikke Laubs Paastand stemmer med den historiske Kirkes kunstneriske Indstilling. - "Parsifal" og "Den hellige Nat" er det musikalske Sidestykke til Bellinis Alter. Begge Dele er Kirke-Kunst. - Som sagt, et Tilløb til det, som Maleriet betød for Kirken, har vi i det 19. Aarhundredes "stemningsfulde" Salmesang. For dette Tilløb spærrede Laub, men det maa atter fortsættes, saa at det ifølge hele sit Væsen helt engang kan blive Maleriets Arvtager i Betydning af det, som ogsaa Musiken - ja, endog frem for Maleriet er kaldet til at være: Tydelig kirkelig kunstnerisk Stemings-Skønhed.

Note 1: Matth. 10, 28 og 16, 26.--
Note 2: "Den første Kristendoms Historie" (Viktor Rydberg)
Note 3: Herunder hører de fleste af Carl Nielsens Salmer.
Note 4: Exempelvis Apsismosaiken i Sct. Agnes-Kirken i Rom.
Note 5: Heriblandt ogsaa nye som Gustav Helsteds: "Det koster ei for megen Strid".
Note 6: Hvorledes kan denne Paastand overhovedet forliges med Oldkirkens Paafugl-Symbol?