Langgaards Danmark
|
||
| Marmorkirkens betydning for Langgaard
fremgår af et interviev fra 1921: "[I
Marmorkirken] hørte jeg første Gang Musik, og den
oplevelse staar for mig som et himmelsk Syn. Jeg var tre
Aar, da min Mor tog mig med derind en Sommermorgen... Den
Dag fik jeg min Indvielse i Tonernes Skønne Rige, der
dér vilde jeg saa gerne at mine Toner en Gang skulde
lyde... Den Kirke staar for mig som et kunstnerisk Udtryk
for mine Længsler, for mine Drømme..." Det var i Marmorkirken, Langgaard som syvårig begyndte at spille orgel og her, han fire år senere afholdt sin første koncert. En kort overgang - 1912 - var han assistent for kirkens organist, i 1918 akkompagnerede han ved Berlingske Tidendes julekoncert i kirken, men dermed ophører også hans direkte tilknytning til stedet. Marmorkirkens symbolværdi voksede i Langgaards bevidsthed, og kvarteret omkring kirken med Amalienborg og Odd Fellow Palæet kom til at stå for ham som intet mindre end et jordisk billede på "det ny Jerusalem", den himmelske stad, der åbenbarer sig ved verdens undergang og som omtales i Johannes' Åbenbaring.
|
||
Kirken blev
påbegyndt 1749 som en del af en samlet plan for en ny
bydel, "Frederiksstaden", der bl.a. også
indbefatter Amalienborgs fire palæet. Men kirkebyggeriet
blev for dyrt og blev opgivet 1770, hvorefter kirken
henlå som ruin, indtil finansmanden C.F. Tietgen lod den
færdiggøre. Den blev indviet 1894, året efter Rued
Langgaards fødsel, og for Langgaard blev den således
også et monument over fin de siècle-tidens
åndelige atmosfære, som han i erindringens lys fandt
så betydningsladet og skæbnesvanger. (Foto 1996). I
to af Langgaards symfonier indgår Marmorkirken på denne
måde som symbol: Symfoni nr. 14 Morgenen (1947-48) skildrer evighedens morgen, men symboliseret ironisk som en grå hverdagsmorgen i København. En af satserne hedder Marmorkirken ringer, for evigheden indvarsles naturligvis i Langgaards symbolske univers af Marmorkirkens klokker.
|
||