Aspekter og Nedslag

Sære afslutninger

Langgaard sætter næsten altid sin musik igang med beslutsomhed og energi. Han går lige til sagen uden omsvøb. Derimod kan man i mange tilfælde spore en vis vanskelighed for komponisten m.h.t. at afslutte værkerne. Somme tider slutter Langgaard uforudsigeligt, andre gange trækker han en slutning meget længe ud. Der findes også eksempler på værker uden slutning i traditionel forstand - musikken hører bare op. Også 'sære' slutninger efter pludselige modulationer forekommer, og i Fri Klaversonate slutter Langgaard en F-dur sats på den 'forkerte' tone ges.

Endelig er der de stærkt dissonerende afslutninger. Sfærernes Musik slutter således med en 9-klang (et cluster).

Som eksempler på særprægede slutninger skal her vises to fra Langgards senere år, nemlig fra orgelværkerne Som Lynet er Kristi Genkomst (1948) og Dantes Helvede (1951).

Som Lynet er Kristi Genkomst har Langgaard oprindelig ladet slutte i satsens toneart Fis-dur, som det fremgår af det nedenfor gengive udsnit af et tidligt manuskript til kompositionen. Han har rettet slutakkorden til en dissonerende femklang, og endnu senere - i den endelige version - føjet endnu to toner til, så fornemmelsen er et tonecluster, men dog stadig med grundtonen i pedalstemmen.

Som Lynet er Kristi Genkomst
Hør hele satsen eller blot slutningen.
Nodeeksemplet er gengivet med tilladelse fra Edition Egtved.

Dantes Helvede
Nodeeksemplet er gengivet med tilladelse fra Edition Samfundet.

Jørgen Mortensen kommenterer de to afslutninger således:

Afslutningen af Som Lynet er Kristi Genkomst står underligt skarpt og absurd. Dette stykke har en overordentlig insisterende karakter over 'mottoet' i første takt: Fis-dur akkorden, der er tonika, afløses i anden halvdel af takten af en D-dur septimakkord, hvor a svinger sig i synkope op til seksten b og ned igen. D-dur akkorden er - og lyder også som - en meget sær og krydret undermediant. Skiftet mellem a og b kan også høres som et skift mellem lille og stor terts - mol og dur altså - i Fis akkorden. Denne første takt, satsens initial, er meget prægnant og giver hele satsen karakter.

Takt 2 danner kontrast ved ikke at være opbygget akkordisk. Til gengæld er der en løbende tostemmighed, der udtrykker anden halvdel af første takt på en ny måde.

Det insisterende kulminerer i afslutningen. De to indledende takter citeres i takt 75-76 og i takt 77-78. Derefter fortættes de til kun én takt, som et udskrevet accellerando. Denne ene takt kommer fire gange (takt 79-82). Så kommer afslutningsakkorden i takt 83.

Orgelpuntet Fis ligger troligt i pedalet, men i venstre hånd har vi (i den endelige version) en septimakkord på d, enten dur eller mol - det kan vi ikke se, for der meldes ikke kulør med hverken fis eller f. Imidlertid klinger overtonerne fra pedalet jo med, så det vil ikke være svært at høre en D dur septimakkord - og den var jo med i "mottoet".

I højre hånd er der (i den endelige version) tonerne b, c, f, gis og b (nedefra). Tonen b er som før enharmonisk set tertsen i Fis-dur akkorden eller seksten i forhold til d, så det er egentlig meget naturligt, at den er med i fortætningen. Tonen c havde vi allerede som septim til d. At tonen f - skarp dissonans til grundtonen - skal være med er derimod mindre forståeligt og ligeledes tonen gis. Alt i alt står vi altså over for en fortætning af grundmotivet - fra akkordpar til en sammenklingende akkord. Derudover er der en klangmæssig skærpelse med tonerne f og gis.

Den diabolske og vrængende slutakkord opstår ud af den gradvise fortætning, nærmest som en konsekvens af hele satsens absurde insisteren. Når kristendommen er alvor - og det er den ved lynet af Kristi genkomst - så er den også overvældende og farlig og hinsides den pæne omgangstone.

Dantes Helvede slutter ligeledes højst mærkværdigt.

I femtesidste takt (den lige før nodeeksemplet starter) bibeholder vi et orgelpunkt på F, så nu må vi tro på, at dette er afslutningen, især fordi der både er en dominantseptim-akkord (C7) og derefter en tonika (f mol). Denne sidste tonika akkord er der imidlertid ikke særlig meget pondus i, for orgelpunktet er ophørt og der er faktisk kun tonerne f og as; c mangler altså i f-mol-treklangen.

Så der er lagt op til, at "noget andet" skal tage over og afslutte. Efter en cæsur (vejrtrækningstegn og fermat på taktstregen) tager dette "noget andet" over. I det udbredte tempo (Adagio), hvor man virkelig kan fornemme hver enkelt akkords særlige klang, sætter en F-dur akkord ind (begyndelsen af nodeeksemplet). Den ligger som kvartsekstakkord med c i bassen, og det kunne jo være begyndelsen på en F dur afslutning.

Men sådan går det ikke. Vi drejes med en G-dur akkord med a i bassen (og herfra slipper min forståelse af de harmoniske funktioner op) over tonen e over til tonen es, der ligger tredobbelt i oktaver og på den måde bliver et udråb. Der føjer sig nu tonerne b og ges til tonen es, så vi faktisk har en es-mol treklang, der efter en lille frase i pedalet bliver til en kvartsekstakkord med b i bassen, hvilket bidrager til usikkerheden.

Imidlertid skifter ges til g, treklangen er så ikke es-mol, men Es-dur. Men samtidig med g sætter tonen d ind. Vi hører altså en Es-dur akkord, der er undermineret af den skarpe dissonans mellem d og es.

Vi bliver holdt hen i pine i meget lang tid, og den mystiske "vinkelfermat" er da også sat! Når den sidste akkord indtræder, er det såmænd ikke fordi pinen bliver meget mindre, den bliver bare en anden. I den allersidste akkord føres det farlige d ned til c, der trods alt er en mindre skarp dissonans, men samtidig skifter andre toner også, så vi har følgende toner: b, c, es, f og as i venstre hånd og es, as, c og es i højre hånd. Samlet er det en f mol septimakkord med b (harmonifremmed) i bassen.

Og så er vi temmelig langt borte fra en fredsommelig og bekræftende f -mol slutakkord. Ganske vist er tonerne f, as og c til stede, men b som bastone og es i både venstre og højre hånd saboterer den endelige vished og bekræftelse. Satsen slutter uforløst.

Slutakkorden bliver holdt i meget lang tid. Vi bliver dermed tvunget til at dreje vores åndelige blik i en helt ny retning, efter noget uventet, overraskende og farligt. Og hvor "i Helvede" er vi så henne?

TILBAGE TIL ASPEKTER OG NEDSLAG INDEX TOP

TILBAGE TIL JØRGEN MORTENSEN