Udvalgte værker

Sfærernes Musik

Værket blev til 1916-18 og blev udgivet allerede året efter (som et af de få orkesterværker, der blev udgivet i Langgaards tid). Det blev opført i Tyskland 1921 og 22 - i Karlsruhe med succes, i Berlin blev det mere lunkent modtaget - og blev siden glemt eller negligeret.

I 1968 var komponisten György Ligeti imidlertid - sammen med bl.a. den danske komponistkollega Per Nørgård - medlem af en jury, der skulle bedømme en stor bunke nye nordiske partiturer. Mellem dem havde Nørgård indsneget Sfærernes Musik. Nørgård observerede, at Ligeti ofrede dette partitur særlig opmærksomhed, og snart proklamerede Ligeti - med et glimt i øjet: "Mine herrer, jeg har lige opdaget, at jeg er Langgaard-epigon!". Det var nemlig gået op for Ligeti, at kompositionstekniske træk - anvendelsen af clusters, lagdelinger m.v. - i Sfærernes Musik genfindes i nogle af hans egne værker fra 1960erne, ikke mindst det banebrydende Atmospheres (1961).

Den var en overraskende opdagelse, at Langgaard, der var ret ukendt, men normalt blev betragtet som ultrakonservativ, i dette værk var forud for sin tid på adskillige punkter. Sfærernes Musik kom til opførelse i Sverige (Stockholm) 1968, og dermed var en renæssance for Langgaard indledt. Kompositionen har indtil 2007 været opført yderligere følgende gange: 1999 (Holme, Danmark), 1971, 1980, 1988, 1996 (alle i København), 2000 (Hannover, Tyskland), 2001 (Montpellier, Frankrig), 2002 (Åbo, Finland).

Form, klang og rum
I Sfærernes Musik foreskriver Langgaard, foruden hovedorkestret med orgel og blandet kor, et 15-mands "fjernorkester" med en sopransolist. Hertil kommer et "åbent" klaver, hvorpå der kan spilles glissander direkte på strengene, et særdeles progressivt træk, der næppe findes i noget værk, skrevet før dette.

Det store orkesterapparat holdes dog i usædvanlig grad i ave af komponisten: Det meste af værket forløber i de svageste styrkegrader, og et orkestertutti indtræder først til sidst i det 35 minutter lange værk!

Langgaards værk rummer passager, der er melodisk baseret, men fokuserer generelt på helt andre parametre, nemlig rum, klangflader, højde og dybde, lys og skygge, forgrund og baggrund. Værket beskriver ikke et sammenhængende musikalsk forløb, men en række 'rumlige' episoder, oftest af repetitiv, statisk karakter. Eller som komponisten selv siger:

"I 'Sfærernes Musik' har jeg fuldstændig opgivet alt hvad der forstås ved motiver, gennemarbejdelse, form og sammenhæng. Det er 'musik' indhyllet i sorte slør og uigennemtrængelige dødståger..."

I sin tankevækkende bog The Musical Timespace (Aalborg University Press, 1996; 2 vols.) bringer musikforskeren Erik Christensen en interessant analyse af Sfærernes Musik i sammenhæng med en række andre værker, der har musikkens rumlige dimension som grundlæggende idé. Han beskriver, hvordan værkets 'rum' begrænses opadtil af gentagne linjer i høje violiner og fløjter og neadtil af pauker og dybe horn. Dette åbne rum udfyldes af sitrende clusters og polyfone klangflader, som ophæver fornemmelsen af en fremadskridende tid, og af accellererende repetitive mønstre, der modsat gør 'tiden' nærværende.

Værkets form er additiv, og Langgaard inddeler det i 15 afsnit med hver sin suggestive overskrift. Erik Christensens analyse opererer med fem forskellige slags musik (ud fra musikkens rumlige og gestiske karakter), som sammenstilles i vekslende formationer inden for ialt fire hovedafsnit.

Slutningen er en undergangsvision, hvor store musikalske kontraster - under overskriften Antikrist - Krist - stilles over for hinanden. Denne modstilling, der er et centralt tema i Langgaards musik, udtrykkes her ved at voldsom musik efterfulgt af støjende 'anti-musik' (frembragt af bækkener og pauker) stilles sammen med 'himmelsk' musik med englekor og harpeklange, der med en afsluttende akkord (en 9-klang) tilsidst forsvinder ud i kosmos.

Sfærernes Musik har ingen direkte paralleller i Langgaards produktion, men den særlige musikalske tænkemåde, hvor det klanglige og rumlige står i centrum på bekostning af en tematisk baseret logisk eller organisk form, er kendetegnende for komponisten.

Værkets 'program'
For Langgaard var musikkens symbolske indhold afgørende og han forsynede Sfærernes Musik med både mottoer og overskrifter over de enkelte afsnit. Ved uropførelsen kaldte han værket "En livs- og dødsfantasi", og det kryptiske motto, der står at læse i partituret (på tysk, fransk og engelsk), kredser om samme tema:

"The celestial and earthly chaotic music from red glowing chords with which life plays with claws of beast of prey - with an iris-crown round its marble-face with its stereotypic - yet living - demoniac and lilly-like smile".

Jugendstil
Stilistisk kan kompositionen hverken betegnes som senromantik eller impressionisme; det er snarere relevant i dette tilfælde at gå uden om de gængse musikalske stil- og periodebegreber og vælge betegnelsen Jugendstil (Art Nouveau). Hele værkets idé og det symbolistiske indhold synes nært beslægtet med det metafysiske, drømmeagtige, rituelle og visionære, man forbinder med begrebet jugendstil og århundredeskiftets forestillingsverden. Musikken kan endog siges at rumme ornamentale og dekorative virkemidler, svarende til dem der kendes fra jugendstil-kunsthåndværk, arkitektur osv.

Jugendstilpræget fremgår ikke mindst af de overskrifter, Langgaard forsynede værket med, og som kun delvis er trykt i partituret, men blev offentliggjort i nedenfor gengivne programblad, uddelt ved uropførelsen i 1921.

Hør eksempler fra en række af afsnittene.

Bendt Viinholt Nielsen, 1996, rev. 2007.

TILBAGE INDEX TIL TOP