Udvalgte værker


Antikrist


Antikrist er en filosofisk-religiøs opera om den vestlige civilisations forfald og (åndelige) undergang. Det er en "stemningsfantasi over vor tid", som udleverer moderne livsstil og mentalitet og advarer mod omssiggribende selvtilstrækkelighed og materialisme på bekostning af tilværelsens åndelige værdier. Operaens budskab er, at samfund og kultur er ved at grave sin egen grav, men at det enkelte menneske kan finde håb ved at erkende tingenes tilstand og åbne sig mod det guddommelige.

1. Værkdata
2. Operaens forløb, personer og handling
3. Tilblivelse og opførelser
4. Baggrund
5. Libretto
6. Tid og sted - scenografiske symboler
7. Genre
8. Operaens musik



Joachim Seipp som Lucifer i Antikrists prolog,
Tiroler Landestheater, Innsbruck 1999 (Foto: Rupert Larl).

1. Værkdata
Antikrist (endelig version, BVN 192)
Alternativ titel: Fortabelsen - undertitler: Kirke-Opera, Dommedagsscener
Tekst af komponisten.
Komponeret 1921-23 (i første version, BVN 170), omarbejdet 1926-30
Omfatter to akter (prolog og 6 billeder) - varighed: ca. 90 minutter
Scenisk uropførelse 2. maj1999, Tiroler Landestheater, Innsbruck. Dirigent: Niels Muus, iscenesættelse: Juha Hemánus.- Tidligere opført i radio og koncertant.

Orkester: 4 fløjter, 3 oboer, 3 klarinetter, 4 fagotter / 4 horn, 4 trompeter, 3 basuner, 1 tuba / 2 sæt pauker / slagtøj / celeste, klaver, harpe, orgel (harmonium) / strygere + scenemusik: 3 trompeter, 3 basuner, orgel, klokker, torden

2. Operaens forløb, personer og handling
Operaen har ingen gennemgående personer, ingen traditionel handling og omfatter primært monologer. Der er en ramme, som udgøres af prologen, hvor Antikrist sendes ind i verden, og 6. billede, hvor Antikrist tilintetgøres. De mellemliggende billeder viser Antikrists negative indvirkning på mennesket gennem tableauer med allegoriske eller arketypiske figurer.

1. AKT
Forspil (findes også i længere koncertversion)
Prolog
Solister: Satan (Lucifer)[baryton], Guds stemme [talestemme]
  • Lucifer lader 'Antikrist' (Mørkets Kristus) stige op af afgrundens dyb, og Gud giver ham lov til at virke en tid i verden.
1. billede: Vildsomhedens Lys
Solister: "Gådestemningen" [tenor, i hidtidige opførelser dog sopran], "Gådestemningens ekko" [mezzosopran]
  • Billedet kan betragtes som en indledning, der karakteriserer tidsånden ved Antikrists indtræden i verden. Det er en tusmørkestemning præget af livstræthed og en usikker forventning om, at "morgenen" er på vej og vil indvarsle et nyt liv.
2. billede: Hoffærdigheden
Solist: "Munden der taler store ord" [tenor]
  • Forspillets agressive musik lægger op til den apokalyptiske figur "Munden der taler store ord", som på populistisk vis præsenterer antikristsamfundets slagord og dermed karakteriserer tidens overfladiske fremskridts- og udviklingstro.
3. billede: Håbløsheden
Solist: "Mismodet (Håbløsheden)" [tenor, i hidtidige opførelser dog mezzosopran]
  • Det personificerede mismod synger om den pessimisme og livslede, som præger tidsånden og er menneskets 'kors'.
2. AKT
4. billede: Begærligheden
Solister: "Den store skøge" (Babel) [sopran], "Dyret i skarlagen" [tenor].
Blandet kor: "Menneskeheden".
  • Et vellystens, nydelsens og egoismens evangelium lanceres af de apokalyptiske figurer "Den store skøge" og "Dyret i skarlagen". Dyret fremstiller det dyriske i mennesket, som tilbedes af "menneskeheden".
5. billede: Alles strid mod alle
Solister: "Den store skøge", "Løgnen" [tenor; partiet udføres af samme sanger, som synger Dyret i 4. billede], "Hadet" [bas]
Blandet kor: "Stemmer (i det fjerne)" samt "dæmoner" (statister)
  • Løgnen og Den store Skøge strides om sandheden og magten. Hadet blander sig, men kan ikke bilægge striden. Da verden går under, skændes Skøgen og Løgnen om, hvad der egentlig sker.
6. billede: Fortabelsen
Solister: "Mystisk røst" [baryton, dog i opførelser siden 1980: mezzosopran], Guds stemme [talestemme]
  • Den mystiske røst (som lyder inde fra en marmorsarkofag!) forbander Antikrist og hans væsen. Gud tilintetgør Antikrist.
Teaterslutning eller alternativ (længere) Koncertslutning
Blandet kor: "Effata-kor"
  • En himmelsk fred toner frem, og koret fremfører moralen: Kun Gud har magt til at give mennesker indsigt, fred og harmoni.

3. Tilblivelse og opførelser
Rued Langgaard skrev librettoen til første version af operaen i 1921. Handlingsskelettet og en del af dialogen lånte han fra et dramatisk digt, Antikrist, af P.E. Benzon, udgivet 1907. Han lod sig også inspirere af romanen Verdens Herre af Robert Hugh Benson (første danske udgave 1909), og af den særprægede enspænder Ernesto Dalgas' Dommedags Bog (1903).
Operaens førsteversion, som skiftevis blev betegnet "orgiastisk musikdrama", "opera-mysterium" og "allegorisk opera", blev fuldført i februar 1923. Handlingen beskrev i en psykologisk dramatisk form Antikrists passionsdrama. Den gennemgående person var Apollyon, der så at sige 'spiller' Antikrists rolle og dermed fremprovokerer verdens - og sin egen - undergang og Kristus' genkomst.
Operaen blev indleveret til Det Kongelige Teater i København, men afvist på grund af teksten, som man fandt uegnet. Forspillet blev dog opført i forskellige redaktioner 1923-27 med en vis succes.

1926-30 omarbejdede Langgaard værket. Han skrev i det store og hele en ny og mere bibelnær libretto, som er uden handlingsforløb og skematisk i sin opbygning.

En kunstfærdig overstregning i det reviderede partitur, 5. billede.















Musikken blev revideret og omredigeret til den nye tekst; væsentlige dele af den oprindelige musik blev udeladt og nye dele tilkomponeret. Ved at lade forspil og korslutning rumme samme musik og tilføje nye, næsten identiske forspil til 1. og 6. billede fik operaen en musikalsk ramme omkring den stigning i musikdramatisk intensitet, der sker fra 1. til 5. billede.

Langgaard gav denne nye version mange titler, bl.a. Dyret fra Afgrunden, Modkrist og Sidste Tider og selvopfundne ord som Kremàscó og Krematio. Langgaards egen partiturkopi bærer titlen Fortabelsen (Antikrist), og det er nok den titel komponisten i sidste ende har foretrukket, idet den også forekommer på det senest reviderede eksemplar af librettoen. Operaen er dog blevet opført og kendt under den oprindelige og mere apellerende titel Antikrist.

Den nye version blev indleveret til Det Kongelige Teater, som igen afviste værket på grund af teksten. Også Danmarks Radio var først afvisende, men Langgaard pressede på, og i 1940 blev operaens 5. og 6. billede samt koncertslutningen uropført i radioen under ledelse af Launy Grøndahl. I sin helhed blev værket uropført i Danmarks Radio med Michael Schønvandt som dirigent i 1980. Og i 1986 foranstaltede Sjællands Symfoniorkester to koncertopførelser i Tivoli, dirigeret af Ole Schmidt. Værket blev samtidig indspillet og senere udsendt på LP og CD af EMI.
Den sceniske førsteopførelsen fandt sted på initiativ af dirigenten Niels Muus den 2. maj 1999 på Tiroler Landestheater i Innsbruck i den finske instruktør Juha Hemánus' iscenesættelse. Opførelsen er udsendt på CD af Danacord.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Langgaard i 1944 indleverede det oprindelige partitur i forkortet og revideret form til Det kgl. Teater under titlen Afgrundsfyrsten. Også dette sidste forsøg på at få sine apokalyptiske visioner sat på scenen mislykkedes for Langgaard.

Hellfried Lauckners skitser til Dyret i Skarlagen, Den store Skøge og Løgnen - Tiroler Landestheater, Innsbruck 1999.

4. Baggrund
"Antikrist" er en bibelsk, nytestamentelig skikkelse, der nævnes i Johannes' første og andet brev, og som omtales indirekte i bl.a. Matthæus-evangeliet (kap. 24, vers 3-14). Antikrist er kristendommens fjende, en dæmonisk forførende skikkelse, der fornægter Kristus og gennem bedrageri lægger verden for sine fødder. Hans komme er det sikre tegn på, at verdens undergang er nær. Man har traditionelt opfattet det syvhovede uhyre, der beskrives i undergangsvisionerne i Johannes Åbenbaring (kap. 13), som et billede på Antikrist.
Forventningen om Antikrists komme optog navnlig sindene i den første kristne tid og i middelalderen, og både kejser Nero, Muhammed, Luther og paven er gennem tiden af deres modstandere blevet anset for at være identisk med Antikrist.

Antikrist var ikke et tema, som blev debatteret i kirkelige kredse på Langgaards tid, men begrebet blev anvendt i hans barndomshjem, hvor der herskede en teosofisk præget, stemningsbetonet religiøsitet. Langgaards interesse må yderligere være blevet skærpet af udgivelsen af en 'videnskabelig' bog, der søger at påvise Antikrists tilstedeværelse i den nutidige verden (Einar Prip: Antikrist, Kbh. 1919). Åndelige og religiøse emner var på tidens dagsorden i kølvandet på værdisammenbruddet efter første verdenskrig. Langgaards opera var således et kunstnerisk indlæg i den aktuelle "livsanskuelsesdebat" i Danmark i begyndelsen af 1920'erne. Som Langgaard udtrykte det i et interview i 1924: "Antikrist symboliserer noget af det dybeste i vor tid".

Revisionen 1926-30 betød, at operaen fik et klarere religiøst budskab, men også et agitatorisk og moraliserende anstrøg. En tid mente Langgaard utvivlsomt, at de bibelske profetier om verdens undergang rent bogstaveligt var ved at gå i opfyldelse. Han var endog til fals for forudsigelser truffet på grundlag af bibelsk "tal-videnskab" og pseudo-videnskabelige pyramideundersøgelser. Men han bruger flere steder citationstegn omkring "verdens undergang" og det fremgår, at han snarest refererer til undergangen af det verdensbillede, han kendte fra sin barn- og ungdom omkring 1900. Langgaards oplevelse har omkring 1930 været, at de kulturelle værdier og det åndelige potentiale, som efter hans mening karakteriserede tiden før første verdenskrig, nu gradvis var blevet sat over styr, og at materialisme og overfladiskhed bredte sig i samfundet og i kunsten. Den funktionalistiske og anti-romantiske tidsånd gjorde Langgaard til kulturpessimist. Hans synsvinkel og erfaringsgrundlag var naturligvis æstetisk og religiøst, ikke politisk. Og derfor mente han også, at Kunsten (og han som komponist) kunne gøre en forskel. Store kunstneriske eller æstetiske oplevelser kunne ændre folks liv og syn på tilværelsen, og musikken havde en mission i den henseende. En opera var det stærkeste virkemiddel, han rådede over.

5. Libretto
Teksten er forfattet i et særpræget poetisk, mystisk og vanskeligt gennemtrængeligt symbolsprog. Sproglig inspirationen har Langgaard hentet i bibelen (Højsangen) og i Tagores digtsamling Gitanjali (på dansk 1913). Der kan i sprogets tæthed være mindelser om norrøn litteratur, ligesom også ekspressionistisk sprogbrug, som det kendes fra omkring 1920, kan iagttages. Dialogen er - de få steder, man kan tale om en sådan - af ret absurd karakter. Ofte er det tilsyneladende de enkelte værdi- og symbolladede ord eller sætningsemner, der skal opfattes, snarere end sætninger, der skal forstås.
Sproget er indhyldet i et røgslør, som gør det diffust og flertydigt. Den ekstreme "poetisering" (omvendte ordstillinger, ophobning af metaforer) kan virke lettere komisk, som i første billede, hvor det dog angiveligt er med til at udtrykke antikristtidens "usikre, lyriske dekadence-stemning". Tegnsætningen i librettoen bidrager ikke til klarheden, idet der ustandselig bruges kolon mellem ordene og mange citationstegn, som antyder at ord og begreber skal forstås i overført betydning.

Tre eksempler på Langgaards sprogbrug:
1) Det gennemgående begreb "Larmens Kirke-Øde" er en omskrivning for "verden i dag", altså en gudløs og støjende verden.
2) Udtrykket "alle i én", som forekommer mange steder, betyder, at alle typiske egenskaber for en ting er samlet i én betegnelse, altså et symbol. Symbolet nævnes typisk sammen med "alle i én". - Når der fx i 1. billede står: "'Lammet': Alle Dæmrings-Sind i Een" må det tolkes på den måde, at Kristus opfattet som "lammet" er det samlende symbol for tidsånden (dæmrings-sindsstemningerne). - Når Dyret (4. billede) taler om "alles kød i én" betyder det tilsvarende, at alle kødelige lyster dækkes af symbolet "Dyret".
3) "Stemningskuppelen" (1. billede) er identisk med himmelhvælvet eller himlen.

Tekstens disposition er klar. Prologen rummer dispositionen for billede 1-5, idet fem betegnelser for Kristus modsvares af betegnelser for Antikrist, som belyses i hvert af de fem billeder (og underbygges af skriftsteder)
"Lammet" = "Vildsomhedens Lys"
"Sandheden" = "Hoffærdigheden"
"Den korsfæstede" = "Mismodet"
"Den opstandne" = "Begærligheden"
"Den åbenbarede" = "Alles strid"
Billede 6 er parallel til prologen og rummer tilintetgørelsen af Antikrist.

Ud over librettoen foreligger der en række introduktioner til operaen fra Langgaards hånd samt et kompendium med citater fra diverse religiøse, filosofiske og ikke mindst kulturpessimistiske bøger - altsammen skal det forklare og legitimere operaens emne og påtrængende aktualitet.

6. Tid og sted - scenografiske symboler
Langgaard angiver operaens tid som "slutningen af det 19. århundrede og henimod vor tid", et andet sted tiden "omkring verdenskrigen [1. verdenskrig] og indtil vore dage", et tredje sted skriver han blot "vor tid". Der er dog ikke noget i teksten, som konkretiserer tiden, mens stedet antydes af, at Newsky-kirken (utvivlsomt den russiske kirke i Bredgade i København) kuriøst nok nævnes i 1. billede.

Langgaard har dog tydeligvis søgt at gøre operaen 'eviggyldig'. I librettoen har han angivet en række universelle symboler, han ønsker på scenen - kugle, kors, svær, tyre- og vædderhorn, bladløst træ. Han henviser konkret til Albrecht Dürers (1471-1528) berømte kobberstik Melancholia og til Antikrist-freskoen i domkirken i Orvieto i Italien, malet af renæssancemaleren Luca Signorelli (ca. 1445-1523). Disse referencer er med til at gøre operaen 'tidløs'. De flammende gasblus, der hele vejen optræder i de scenografiske bemærkninger, var Langgaards specielle symbol på tiden omkring 1900, en slags essens af tidsånden. Gaslygterne var tidens gængse gadebelysning, og deres stemningsfuldt blafrende flammer blev af Langgaard - inspireret af Dantes Helvede - associeret med de fortabte sjæle i skærsilden.

7. Genre
Operaens undertitler er "Kirke-Opera" og "Dommedagsscener". Ordet kirkeopera skal dog næppe forstås bogstaveligt, således at værket primært tænkes opført i et kirkerum. Det er snarere et andet ord for religiøs eller bibelsk opera ("kirke" forstået som "kirkesamfund").

Med det meget lille korparti og musikkens dramatiske intensitet er det vanskeligt at anbringe værket i selskab med de mere oratorieprægede operaer, som findes i litteraturen. For Langgaard var det da også essentielt, at operaen blev opført scenisk, eftersom den er tænkt som et gesammtkunst-værk, hvor musik, ord og scenebilleder understøtter hinanden.
Langgaard bruger også betegnelserne "mysterieopera" og "musik-mysteriespil" og refererer dermed til middelalderens mysteriespil og moraliteter, hvor bibelske og allegoriske skikkelser optræder på scenen. Langgaard kendte den engelske moralitet Everyman, som opførtes på Det kgl. Teater i København fra 1914. I 1930'erne skrev han et endnu uopført forspil til dette skuespil, interessant nok en omarbejdet udgave af forspillet til Antikrist.

Langgaards formmæssigt eksperimenterende operakoncept var usædvanligt for sin tid, men i den nyere operalitteratur findes paralleller, fx Le Grand Macabre (Ligeti, 1978), som fremstiller verdens undergang på en grotesk og farverig måde, og Messiaens Saint François d'Assise (1983) med monologer og statiske tableauer.

8. Operaens musik
Med Sfærernes Musik skabte Langgaard 1916-18 et højst originalt værk, som refererer til apokalyptiske og kosmiske visioner, og hvis slutning med overskriften Das Ende: Antichrist - Christ rummer en ekstrem kontrast mellem en 'destruktiv' og en 'himmelsk' musik. Konfliktstoffet videreudvikles i symfoni nr. 6 (1919-20), hvor Langgaard for alvor tog Carl Nielsens avantgardestil fra 4. symfoni op på en personlig måde. Uddrag af begge værker indgår i Antikrist. Et andet af Langgaards tidligere værker indgår også fragmentarisk i operaens første billede, nemlig Drømmen (for soli, kor og orkester), komponeret 1915-16.

Typisk for musikken er den store stilmæssige variation - fra Verdi til Hindemith - og partiturets rigdom på detaljer. Den svenske musikforsker Bo Wallner skrev allerede i 1968, at Antikrist er et af de mest sindrigt udarbejdede partiturer i nordisk senromantik. Langgaard har trukket senromantikkens registre fuldt ud og kombinerer det traditionelle tonesprog med elementer, som stilmæssigt hører mellemkrigstiden til. Blandt de hørbare musikalske inspirationskilder er Wagner (måske især Parsifal) og Richard Strauss (Salome), og stedvis kan der være mindelser om Schönbergs Gurrelieder og Korngolds Die Tote Stadt. Langgaard har dog næppe hørt de to sidstnævnte værker, men han kan teoretisk set have stiftet bekendtskab med partiturerne på sine rejser til Tyskland og Østrig i 1920-22.

Der foreligger tre partiturer til operaen: Langgaards oprindelige autografmanuskript fra 1923 (i dag ukomplet og med rettelser fra 1940'rne), en afskrift heraf, som er revideret 1926-30, og endelig en afskrift af den reviderede afskrift. Denne partiturside stammer fra autografmanuskriptet og rummer et citat fra Sfærernes Musik med tilføjet sangstemme.
Gengivet med tilladelse fra Samfundet til udgivelse af Dansk Musik.


















Bag operaens musik ligger Langgaards forestilling om, at årtierne omkring år 1900 var tonekunstens storhedstid. Denne epokes fortættede åndelige atmosfære afspejles i tidens musik, som rummer kulminationen af alle tidsaldres menneskelige erfaringer - og en 'nøgle' til menneskehedens fremtidige skæbne. Men denne kunstneriske og åndelige blomstringstid - Jugend/Art Noveau- og symbolisme-perioden - rummer også en ulmende dekadence og latente tegn på forfald og opløsning. I den meget sammensatte kultur omkring 1900 er skønhed og undergang tæt forbundet, og det er en pointe, at det er uhyre vanskeligt at skelne "det konstruktive" fra "det destruktive". Denne tendens til at grænserne mellem falskhed og sandhed flyder ud er - ifølge bibelen - netop karakteristisk for antikristtiden.

Operaens idé og musik udtrykker denne 'usikre' dobbelthed gennem et helt kinesisk æskesystem af sarkasme og symbolik, som også gælder musikken. Man skal dog ikke forvente at finde en 'facitliste' i form af en klar logik i samspillet mellem tekst og musik - og næppe heller en konsekvent anvendelse af musikalsk stil og ledemotiver i operaen. Der er selvfølgelig et holdepunkt i kontrasten mellem den "moderne" musik og den "romantiske" musik. Og at den oppulente og 'lækre' orkestermusik a la Strauss er specielt knyttet til Den store Skøge, er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed! Så man kan roligt sige, at det "spil", der foregår på scenen modsvares i orkestergraven af et "spil" med - og ikke mindst: om - musik.

© Bendt Viinholt Nielsen, 2001

TILBAGE INDEX TIL TOP