Ideerne bag musikken

Musik og religion
Titler som Afgrundsmusik, Syndflod af Sol, Det himmelrivende og Antikrist viser at Rued Langgaards musik kredser om religiøse forestillinger og filosofiske idéer. Det gør det vanskeligt at opfatte Langgaards værker som 'absolut' musik. De 'handler' altid om noget, det er idémusik, musik med budskab.

Langgaards holdepunkt var kristendommen. Han var protestant, men stærkt tiltrukket af katolicismen, af teosofi og af tendenser i retning af mysticisme. Han ønskede ikke at bekende sig til nogen kristen autoritetslære, men baserede sin tro på personlige, religiøse oplevelser.

For Langgaard var musikken og det religiøse to sider af samme sag. Musikken appellerer til det religiøse instinkt, og den musikalske oplevelse er en religiøs oplevelse. Derfor var det ikke relevant for Langgaard at skelne mellem kirkemusik og koncertsalsmusik.

Musikkens mission
Troen på musikkens religiøse betydning kom ind med modermælken. Faderen, Siegfried Langgaard, var - foruden pianist og komponist - også musikfilosof. Han betragtede musik som en "tonende verdensidé" - kosmos og menneskesjælen afspejles symbolsk i musikken, og musikken er hovedinstrumentet i menneskets stræben mod guddommeliggørelse. Siegfried Langgaard skrev - med udgangspunkt specielt i teosofisk tankegang - to store manuskripter på ialt 1440 sider med fællestitlen Om Kunstarternes Samklang i Verdensharmonien. Han efterlod sig også et andet manuskript på 700 sider om det centrale begreb musikkens mission.

Kunstneren som profet
Der kræves ifølge Siegfried Langgaard ganske særlige evner for at kunne trænge ind i musikkens dybere væsen. Rued Langgaard havde sådanne evner og blev opdraget til den yderste sensibilitet og lydhørhed. Det blev afgørende for hans musikopfattelse - og selvopfattelse. Han betragtede sig som en udvalgt, der i kraft af sine medfødte evner havde pligt til at stræbe efter høje kunstneriske mål i overensstemmelse med den musikreligiøse tankegang. Sådan som livet formede sig for ham, blev hans eneste faste holdepunkt efterhånden skaberevnen og troen på, at han ved at pleje den tjente en højere sag.

Musikken som en søjle
Langgaard udviklede en opfattelse af musikken som noget 'lodret', der når ned i de dybeste psykologiske lag, ned i 'det onde', og rager op i det allerhøjeste, i sfærerne og det guddommelige. I dette svimlende og uendelige rum ligger musikkens muligheder, og der er plads til det ubegrænsede og visionære.

Langgaard mobiliserede al sin fantasi for at udtrykke yderpunkterne i dette rum. Man kan præsicere det ved at sige, at hele hans produktion forholder sig til det dualistiske begrebspar skønhed og undergang.

Musikkens magt
For Rued Langgaard var musik en åndelig magtfaktor, og han opfattede musikkens potentiale som så betydeligt, at den kunne medvirke til at revolutionere verden åndeligt og danne basis for en ny og bedre verdensorden. Dermed tillagde han også komponisten overmenneskelige evner og placerede et tungt ansvar på hans skuldre. Det bringer Nietzsche i tankerne, ikke mindst fordi også han tænkte sig en statsdannelse baseret på musik. Langgaard benyttede i øvrigt så sent som i 1934 et uddrag af Nietzsches bog Jenseits von Gut und Böse (1886) som tekst til en nu forsvundet version af Sfærernes Musik.

Alle Tings Musik
I begyndelsen af 1920rne skrev Langgaard et essay om fremtidens musik og en fremtidigt religiøst samfund, hvor kunst og musik spiller en hovedrolle. Langgaards tankegang er bl.a. inspireret af Wagners idéer om kunst og religion. Hvis dette idealsamfund skulle realiseres måtte kunsten og kirken gå sammen, og som politisk samarbejdspartner foreslår Langgaard Retsforbundet, et dengang helt nyt parti, hvis ideologi var baseret på filosoffen Severin Christensens tanker.

Kunsten i dette samfund kalder Langgaard for "det 20. århundredes teosofiske kunst". Han han kommer nærmere ind på den musikalske side af denne nye kunst i kapitlet Alle Tings Musik.

Kulturpessimisme
Men håbet synes snart at have vendt sig til pessimisme. Sidst i 1920rne omarbejdede Langgaard sin operalibretto og reviderede musikken, således at operaen nu snarest blev et udtryk for opgør og hån over for den vestlige civilisation med udgangspunkt i både mysticisme og mere eller mindre tvivlsomme forudsigelser af verdens snarlige undergang. Langgaard fandt bekræftelse på sine anelser i den samtidige politiske og kulturfilosofiske litteratur, i bøger af bl.a. Albert Schweizer, Walther Rathenau, Gerhard von Mutius og selvfølgelig Oswald Spengler, hvis berømte Der Untergang des Abendlandes (færdigskrevet 1922) er et typisk udtryk for den kulturpessimisme, Langgaard tilsluttede sig.

Drømmen om verden af i går
Yderst centralt i Langgaards forestillingsverden, som den udvikler sig i 1930rne, står den idé, at tiden omkring århundredeskiftet - hans egne barndomsår - er omdrejningspunktet for både fortid og fremtid. Det var en tid, hvor alt var fortættet i et mærkeligt dobbeltlys, i en modsætningsfyldt fin-de-siècle-atmosfære, som rummer 'forklaringer' og 'indsigt' i menneskets skæbne.

Musikken opnåede mellem 1890 og 1914 en kunstnerisk kulmination, mente Langgaard. I sine optegnelser kredser han hele tiden om denne epoke, som han med et bibelsk udtryk kalder "høstens tid", og hans musik er bevidste ekkoer af den tids stemninger. Herfra mente han, at en ny æra i musikhistorien måtte tage sin begyndelse. På den måde blev erindring en kunstnerisk kilde for ham, og han følte sit virke som paradoksalt, og sig selv som en anakronisme, en 'overlevende' - "Det jeg er, er gået under", sagde han i 1936.

Solen og kunsten
Forestillingen om, at Kristus er som solen eller det klare lys, finder man bl.a. i Langgaards forældres kristne livssyn. I Langgaards senere år genfinder man sollyset som symbol for den kunst, der lyser op og peger opad, men også som det lys, den indviede kunstner må og skal se for sig - selv om virkeligheden snarest er et helvede. Det er derfor ikke så underligt, at Langgaard udvikler et særpræget ambivalent forhold til solsymbolet.

Symbolisme
Mange tendenser i samtidens åndelige strømninger mødes og brydes således 'bag' Langgaards musik. Man skal ikke forvente at finde nogen logisk sammenhæng i alt det, Langgaard refererer til, men nok en linje, som udspringer af komponistens grundlæggende tro på, at musik er det største, der findes, og at religion, filosofi, poesi, mysticisme og menneskehedens skæbne altsammen har noget med musik at gøre. Og at musikken ikke blot kan meddele åndelige erfaringer og give indsigt, men også er har magt til at påvirke udviklingen.

Der er ét begreb, som Langgaard kun sporadisk berører direkte i sine mange optegnelser og notater. Men dette begreb kan siges at være det samlende punkt i komponistens forestillingsverden, og det er symbolisme.

Bendt Viinholt Nielsen, 1997.

TILBAGE INDEX TIL TOP