En personlig vurdering...
Komponisten og dirigenten Ole Schmidt fortæller om
Rued Langgaard
At åbne et partitur af Rued Langgaard første gang krævede et vist mod. Det hang sammen med, at Carl Nielsen var "in" og Langgaard "yt", i hvert tilfælde da jeg gik på konservatoriet i København. Jeg har senere lært grunden til dette forhold at kende: Der var en klike af tre professorer, alle udgåede fra Københavns Universitet, som så det som deres fornemste pligt, at kæmpe for udbredelsen af kendskabet til Carl Nielsens værker. En af metoderne var, at bremse mulighederne for at stifte bekendt skab med andre danske komponister fra samtiden. Rued Langgaard var åbentbart den komponist, som efter professorernes mening var den største konkurrent. Det er gået op for eftertiden, at de tre ursupatorer havde god grund til at frygte ham..
"Klippepastoraler"
Der skulle gå mange år,
selv efter mine indspilninger (med LSO) af alle Carl Nielsens symfonier, før
jeg blev præsenteret for Rued Langgaards 1. symfoni Klippepastoraler.
Sten Uldal, sekretær for Langgaard-Fondet, sendte mig værket. Jeg
vidste, at Rued Langgaard ikke var andet end en stor dreng, da han skrev det.
Da jeg så partituret, slog det mig, at det, orkestralt set, var ganske
overordenlig glimrende gjort. Der synes ikke at være håndværksmæssige
vanskeligheder. Et blik på en partiturside overbeviste mig om, at
basale krav som balance mellem strygere, træ- og messing blæsere,
harpe og slagtøj, alle var opfyldte - vel at mærke på en
naturlig, ja virtuos facon, som absolut ikke ledte tanken hen på hans "umodne"
alder. Det var mere selve det musikalske indhold, sproget, der gjorde det!
Langgaard og Nielsen
Og hvilken misforståelse
gjorde jeg mig da ikke skyldig i!!! Det gik snart op for mig ved studiet af
en lang række andre værker, at Langgaards såkaldte "umodenhed"
var et synonym for "uskyld". Og netop ved sin ungdommelige uskyld
kunne han tage Carl Nielsen i hånden langt hen ad vejen.
Det har åbentbart ikke været let for de tre professorer at afgøre, hvem der var den mest uskyldige. Eller uskyldig på den rigtige måde. Nemlig på den rigtige, ægte uforfalskede "danske" måde: Den med de bølgende kornmarker, de grønne bøgeskove, de stille skovsøer og den friske strand, ombrust af det herlige salte vand... Imidlertid var de to herrer Nielsen og Langgaard så forskellige som dag og nat. Nielsen var rundet af en familie med forældre og fire søskende, opvokset på et lille husmandssted ved Nr. Lyndelse på Fyn, i nær kontakt med naturen og landmandens hårde fysiske arbejde. Han modtog sin første undervisning i den lokale skole.
Og Rued som enebarn af københavnske, intellektuelle, stærk religiøse forældre - begge professionelle musikere - som tidligt tog ham ud af skolen for at undervise ham hjemme. Man har lov at tro, at Langgaards religiøse baggrund har været medvirkende årsag til, at han blev uddannet som organist. Historien vil vide, at han - ligesom Bach - i timevis kunne improvisere ottestemmige fugaer. Uden tvivl er han et geni, og som så mange "enere" føler Rued Langgaard sig med større eller mindre grund holdt uden for det gode selskab. Han mærker tydeligt, hvor det bærer hen: Der er kun een komponist, og det er Carl Nielsen.
Rued Langgaard skriver 6 symfonier før han 28 år gammel påbegynder det skelsættende værk Antikrist. Dette to timer lange værk for meget stort orkester, bagscene-ensemble, oplæser, orgel og blandet kor, som tidligere kun havde været sendt i radio, opførte jeg i Tivolis Koncertsal ved to koncerter d. 10. og 11. december 1986 for udsolgte huse. 34 år efter komponistens død og 53 år efter værkets tilblivelse! En tid tænkt som en "Kirkeopera" - !, men tre gange forkastet af Det kgl. Teater i København. Men som koncertopførelse i Tivoli 1986 en anseelig succes! Værket blev i øvrigt ved den lejlighed indspillet på CD af EMI. Partituret stiller optimale krav til de udøvende og således også til dirigenten. Instrumentationen leder tanken hen på Richard Strauss. Harmoniseringen i lange passager ligeså. Og de samme høje krav stilles til sang-solisterne.
Senromantisk ekspressivitet
Men som bekendt kommer "ingenting
af ingenting" og Rued er ingen undtagelse. Hans forældre tog ham
ofte med på lange rejser til Tyskland, hvor han blev præsenteret
for dirigenterne Carl Muck, Arthur Nikisch og Max Fiedler. Uden tvivl har
disse fremragende kapelmestre haft stor indflydelse på Langgaard. De
tyske senromantiske kompositionstraditioner er umiskendelige træk i
hans orkesterværker. Således er et af de mange særprægede
træk i Langgaards stof - selve grundmaterialet - at det ofte er stærkt
expressionistisk og overordenlig passioneret. Langgaard vil for en hver pris
fortælle os noget, og dette noget har som regel religiøst
indhold. Men der kan også undertiden optræde enklere temaer;
temaer af en vis "bevidst primititet" som også i deres
instrumentationsmåde kan lede tanken hen på - dansk? -
folkemusik. Så på det punkt tager Langgaard igen Nielsen i hånden.
Stigende interesse
Antikrist som opera ville have stillet store krav til datidens
teateropfattelser, måske ikke så meget pga. de tekniske
udfordringer, mere pga. det tekstlige budskab. I vor tid - og det er dog kun et
godt halvt århundrede siden værket blev til - er det åbent
bart meget lettere, formodentlig fordi vi via medierne daglig bliver
konfronteret med adskillige religiøse former rundt omkring i verden, at
acceptere og tilegne sig de tanker, som Rued Langgaard stod for. Der er for mig
ingen tvivl om, at Langgaard sammen med Nielsen vil tegne sig for en stadig
stigende interesse. Begge besidder de en stålvilje, en passioneret
udtrykskraft som ikke kan undgå at ramme et følsomt og opladt sind,
og som uden tvivl vil appelere til dirigenter over den ganske verden. Et
studium af Rued Langgaards værker, ikke mindst hans overordenlig
udfordrende orkesterpartiturer er en stor og berigende udfordring.
Ole Schmidt, Sjællands Odde, 1996
(Artiklen er skrevet specielt til denne website, 1996)
TILBAGE
INDEX
TIL TOP